ANMELDELSER

Otto Gelsted om Mogens Dithmer den 21. juli 1953: ... Der var noget smukt i det: som så man et ungt sind åbne sig. Usikkerheden, det blot antydede, manglen på al udvendig ferm færdighed viste klart, at man her stod overfor et talent, der tøvende foldede sig ud. Han kunne få en smuk lyrisk stemning til at tone frem i et fast tegnet kvindeportræt, i et skovbillede eller blot en abstrakt farvesammenstilling. Det er ikke for meget sagt, og jeg står stadig ved mit førsteindtryk, at Mogens Dithmer i sine lykkeligste inspirerede øjeblikke bragte selve Lauritz Hartz i erindring ..." Poul Henningsen den 17. juli 1953: "... Det er yderst sjældent at møde et menneske, for hvem det er så naturligt og virker så ægte at udtrykke sig i maleri ..." Forfatteren Inger Christensen i 1958: "Det er ofte fornemmelsen af en umådelig mangfoldighed og associasionernes endeløse dybde, der får kunstneren til at gribe tingene og anbringe dem i et rum. Da har han ophævet mangfoldighedens uforståelighed og glædes over elementernes enhed og balance. En sådan kunster er Mogens Dithmer. Han ser livet i bevægelige forhold. Men det sker, at han standser de hastende skygger og kaster dem ud i et hav af lys - eller at han griber en perle på vej ud af muslingens hvide mørke. Han ser tingene omkring vort livs bevægelser. Derfor er det mest indtrængende træk ved Mogens Dithmers maleri den tavse ro. Uangribelig fordi den er opbygget af tilværelsens små urolige ting og syner og smertelige oplevelser. Han kender resignationen, men han kender også dens konsekvens: hengivelsen, minuttets evighed. ... Det er musikkens væsen at være uforklarlig. Den fylder rummet om vore hjerter, om øjne og hænder - og alle ord bliver utilstrækkelige, forkuede, klemte og små. Vor situation er pludselig større end alle ord. På samme måde kan rummet fyldes af linier og liv overfor en af Mogens Dithmers kompositioner. Hans rige musikalitet tillader ham nu og da at holde os i andagt og stumhed overfor et forvandlet mørke, en frembrydende måne, det voksende gry eller selve det åbne lys. Hans særpræg er denne sindets tavshed. ..." Jens Jørgen Thorsen i Aktuelt 10. marts 1960: "Dithmer maler abstrakt, men man fornemmer naturen bagved, fornemmer lys, skygger, svage bevægelser, dybder. Hvad han maler er som en blid prøven sig frem båret af skarp og åben sansning af helt fine, milde nuancer. Hans mørktgrønne farver kan eje en stille rigdom og intimitet, der kun sjældent brydes af de grove lodrette og vandrette billedinddelinger." Maria Marcus om Mogens Dithmer i Dagens Nyheder maj 1961: "Den første udtrykker sin naturoplevelse i klangfulde lyriske kompositioner, der både har styrke og følsomhed og rummer genklang af skovens lys; de udstråler en blid, koloristisk intensitet ..." Redaktør Henning Møller den 23.10.1964: "Kære Mogens Dithmer Ja, jeg synes jeg vil sende Dem en hilsen efter at havde set den smukke udstilling - det er rart, at der stadig findes rigtige malere, der kan få en farve til at synge."